Historie

Kennel FurAndPaws

Historien om denne gamle race

-  kort fortælling om racen og dens oprindelse.




   Chodský Pes udtales ” Hådskii Pez”


”Pes” betyder hund på tjekkisk og ”Chodský” /”Chodsko” (ordets bøjning) er et område i det vestlige Tjekkiet.


Er blevet avlet i lukket stambog siden 28. oktober 1984 under CMKU (det tjekkiske avlsforbund), men har dybe historiske rødder, da det er den tjekkiske nationale race.


Helt frem til 1100-tallet var grænsen mellem Tjekkiet og Tyskland (Böhmen og Bayern) meget vigtig, da det var den eneste vej for de handlende at importere og exportere deres varer. Chodskofolket havde ansvaret for at beskytte denne grænse og kunne deraf nyde visse privilegier fra kongen.


De første skriftlige beviser over Chodskofolket stammer fra år 1325, da kong Jan af Luxemburg sad på tronen. Allerede her beskrives hunderacen "Chodský".


Grænsen blev beskyttet på denne måde helt frem til 1620.


Der er fundet beviser et meget omfattende avlsarbejde i regionen allerede i 1500-tallet, men efterhånden som grænsebeskyttelsen ophørte, ja så forsvandt avlsarbejdet også. Chodskofolket beholdt deres hunde og anvendte dem som gårdhunde dvs. som vagthunde, hyrdehunde, selv muse og rottejagt og selvfølgelig som familiehund.


En forfatter, J. A. Gabriel, beskriver i 1864 Chodskofolket med navnet "hunde-hovederne", da alle deres ting bar mærke af deres trofaste vagt i hjemmet - silhuetten af hovedet på en typisk hyrdehund med lidt længere pels rundt nakken. Disse "hunde-hoveder" er der senere blevet skrevet flere bøger om.


Folket fra Choderne er kendt i Tjekkiet eftersom en nationalforfatter Alois Jirasek udødeliggjorde dem i en roman med titlen ”Hundehovederne” (direkte oversat). Folket havde en silhuet af et hundehoved på deres vimpler, deraf navnet.


Hundene fra regionen blev udødelige i sig selv gennem rigtig mange malerier og monumenter fra regionen. Silhuetten af et hundehoved er siden længe tilbage et tjekkisk symbol på forsvarsvilje og er blevet anvendt som regimentsvåben så sent som 1. verdenskrig.


Da det internationelle spejderforbund begyndte at bruge liljen som deres symbol satte tjekkerne umiddelbart deres hundehoved over liljen som symbol for det tjekkiske spejderforbund.


Racen har gennem den geografiske og politiske isolering overlevet til moderne tid, desuden med meget små eksteriør forandringer.


I 1984 bragte en mand ved navn Jan Findejs, en artikel om "Chodsky Pes" i tidsskriftet "Pes pritel clovek", hvor han søgte hunde af denne race og med det oprindelige udseende. Man fandt flere hunde som stemte overens med de oprindelige hunde, både som racen var beskrevet i de gamle bøger og sådan som den så ud på de gamle billeder. Ud fra disse hunde blev der nu startet et stort stykke avlsarbejde, for at få regenereret racen.


Den 28. oktober 1984 blev den anerkendt i CMKU (CZ-kynologische Union) og de første hunde blev taget ind i stambogen. Det første kuld med 6 hvalpe blev født og optaget i stambogen den 20. oktober 1985, de kom fra kennel Na Baranc og ejer var Hr. L. Hykel.


I tiden fra 1984 til 2002 er der blevet registreret mere end 1500 nye hunde i Tjekkiet og der kommer hele tiden flere hunde til. Efter dette er racen blevet mere udbredt i verden og der avles nu på hundene i flere lande, hvorfor det er svært at sige hvor mange hunde der kommer til. Der er dog ingen tvivl om at dette er en race som er blevet populær indenfor mange forskellige hundesportsgrene.


I nyere tid kan jeg fortælle at racen blev optaget i de nordiske kennel klubber januar 2013, dog er racen stadig ikke FCI godkendt. I Danmark betyder dette at racen registreres i X-registret.

I forbindelse med optagelse i DKK, kom racen ind under racehundeklubben KHKG (Klubben for Hyrde-, Kvæg- og Gårdshunde).


Her i 2014 arbejder racerepræsentanten (mig) med at få godkendt racen til mentalbeskrivelse, da dette er et krav fra den tjekkiske raceklub.