Dette er nogle af vores tanker om opdræt og avl.
Vi har lært meget og ændret opfattelse flere gange gennem årene og ser det at opdrætte som en dynamisk proces, hvor man hele tiden lærer nyt.
Derfor kan det også sagtens være, vi i fremtiden kommer til at få nye ideer eller ændre mening om noget af det her skrevne.
For os handler opdræt om et helhedstænkende. Det handler om ydmygt at forsøge at bevare de racer man arbejder med. Hunde er levende væsner, og så snart der er genetik involveret i et projekt, bliver det helt umuligt, at give nogen som helst form for garanti. At love 100% sunde og raske og glade hunde er derfor umuligt. Dermed ikke sagt at det selvfølgelig ikke er det vi stræber efter, altså at hver eneste hvalp vi opdrætter skal være glad og sund og ligne den race det nu er.
Opdrættere har forskellige mål og forskellige måder at nå frem til disse mål.
Det her med at ligne den race man nu køber. Er det vigtigt? Hvis nu man ikke skal udstille eller avle, alle hunde er vel søde, eller? Jo, vi synes det er vigtigt.
Alle hunderacer er en del af en kulturhistorisk arv. Hundene har alle historisk set fulgt et folkeslag og er udviklet ud fra forskellige opgaver. De har assisteret mennesker som jagthunde, hyrdehunde, vagthunde, slædehunde eller kort og godt som selskabshunde.
Klima, omgivelser og arbejdsopgaver har formet hundene på helt forskellig vis og det er derfor, vi i dag har så mange forskellige hunderacer, som vi har.
Nu kunne man jo have valgt at sige, pyt med det, vi parrer bare løs, blander dem alle sammen og ser hvad der kommer ud af det, vi behøver ingen hund til den specifikke opgave mere, så hvorfor holde fast i den race.
Nogle af hvalpene ville sikkert blive dejlige og søde hunde, men det modsatte kunne også være tilfældet. Visse hunde passer slet ikke at parre sammen, en stresset hyrdehund parret med en aggressiv vagthund kan fx give hvalpe med seriøse mentalitetsproblemer. Eller to racer med hver sin arvelige sygdom, som blandes sammen, kan få begge sygdomme spredt endnu mere og hvalpene kan i værste fald ende med to problemer i stedet for et osv. Og som sagt er de racer der findes i dag alle kulturelle klenodier skabt og bevaret af folk rundt om i verden.
Man har derfor valgt, at bibeholde raceavlen på kontrolleret vis, hvor hver race holdes for sig, altså når vi taler stambogsførte hunde.
Ingen race godkendes på fem minutter. Normalt ligger der et rigtig stort historisk arbejde bagved. Man indsamler så meget information, som muligt om den historiske baggrund for racens oprindelse, kigger på kilder, snakker med de folk der aktivt har anvendt eller stadig anvender racen i dens oprindelige forstand, samler hunde ind som grundmateriale osv.
Det er et stort arbejde, der ofte kan tage flere år og ud fra alle indsamlede data, skrives racens standard. For visse racer er dette arbejde gjort for rigtig mange år siden, for andre er det mere nyt. I standarden nævnes både hundens oprindelse, dens baggrund samt beskrivelse af hvordan racen ideelt bør se ud og opføre sig. Alt beskrives i detaljer, hoved, pels, vinkler, længde på ryg, hale osv. Standarden er derfor i vores øjne noget enhver opdrætters bør kende nøje og bør være det første man lærer udenad, når man starter opdræt på en race.
Vi opdrættere kan ikke vælge, hvordan en race skal se ud ud fra vores egne personlige præferencer. En standard har ofte plads til fortolkninger, og man kan se en typeforskel fra den ene opdrætter til den anden på hunde, som alle ligger inden for standarden. Dette er kun positivt. En races type kan man ofte ikke så let skrive ned med få ord.
Det er det dygtige opdrættere har øje for og kan se. At alle ikke avler efter præcis det samme er kun et plus for os, det bibeholder variation i racen så længe alle hunde ligger indenfor standarden og har den rigtige type, og det kan de sagtens have selv om de er lidt forskellige.
Men skriver en standard at en race skal være let og kvadratisk kan man ikke egenhændigt beslutte at man bedre kan lide rektangulære og tunge hunde og så avle på det.
Nævner standarden at racen skal være modig og aktiv kan man ikke selv vælge at man hellere vil have rolige og lidt forsigtige individer og omvendt, nævner standarden at racen skal være rolig og ustresset kan man ikke selv avle løs på stressede gøende hunde, fordi man er vild med at træne agility og gerne vil have en hund med meget fart. Passer racen ikke ind med ens egne ønsker, må man vælge en race der gør!
Dog er det ikke alle mennesker der vil eller kan læse en standard.
Et eksempel er at man starter et opdræt med en hund som faktisk ikke var købt som avlshund, som måske har flere fejl, men man er så glad for sin hund og bliver så bidt af hundesporten, selvom det ikke var planen da man købte hvalpen. Derfor vælger man at tage et kuld på den alligevel og så starter det derfra; man beholder måske en tævehvalp fra det første kuld og så ruller bolden. Eller man har været vant til en anden race, som havde en helt anden mentalitet end den nye og overfører tidligere erfaringer til denne race ala ”min rottweiler elskede at træne politihundetræning så det skal min pekingeser også” – for at sætte det lidt på spidsen.
Måske man selv får en første hund som ikke er typisk for racen (behøver ikke være negativt kan fx være en hund som har rigtig meget energi, hvilket man selv ser som positivt, men som måske slet ikke er typisk for den race) og forelsker sig i det og føler det er det ”rigtige” og går ud fra det i fremtiden.
Mange som en gang har dannet sig et personligt indtryk af hvordan deres race er nærlæser ikke standarden igen og spørger sig selv, om de faktisk er på rette vej, de fortsætter ud af den linie de nu engang har sat for sig. De tager ikke et skridt tilbage og ser objektivt på racen og avlsarbejdet. Og nogle få mennesker, lige gyldig hvor mange år de har været med, bliver bare aldrig dygtige til at ”se på hund” og har svært ved at se hvad der er korrekt og forkert, mens andre har et naturligt øje for hvornår en hund er velbygget og hvilke to hunde der passer sammen. Der er mange flere grunde end de her nævnte, men der er altså stor forskel på ambitioner, baggrund og mål blandt opdrættere.
Vores mål med Chodsky Pes er, at vi forsøger at være tro mod deres racestandard. Det er som sagt levende væsner og genetik er svær at styre, så intet bliver nogensinde helt perfekt, og det ville være skræmmende, hvis det blev. Men det er vigtigt for os, at de hunde vi anvender i avl lever op til det, der beskrives som typisk. Både hvad gælder udseende og temperament. Og det betyder ikke, at de ikke kan have fejl eller at alle skal være champions, det betyder, at de skal være, hvad vi mener er typisk for deres race.
Vi føler hele ideen med racehundeavl går tabt, hvis ikke man har dette mål. Sikkerheden for en hvalpekøber skulle netop gerne være, at køber de en racehund så ved de på forhånd i grove træk, hvordan den hund vil blive. De ved, hvilke mentale styrker og svagheder den burde have, de ved hvor stor eller lille den bliver, hvordan pelsen vil være og hvilken pleje den vil kræve osv. Køber man en race der fx burde have en forholdsvis nem pels at holde og som skal trimmes et par gange om året, men får et eksemplar med alt for blød pels, som er til besvær for både hund og ejer og må klippes og børstes jævnligt for ikke at gå helt i filt, så er det jo ærgeligt. Det samme gælder, hvis man køber en hund man troede skulle veje ca 12 kg som voksen, fordi man har problemer med sine håndled og ikke kan holde en tung hund og man så får en der vejer 21 kg i stedet.
Hvis man ved inden man køber sin hund, at man virkelig har lyst til at træne agility på højt niveau er det selvfølgelig også dejligt at kunne vælge en race man ved burde have evner netop for det. Viser det sig så man får en hund der alligevel slet ikke duer til det, bliver man skuffet. Selvfølgelig elsker alle deres hunde uanset hvordan de nu kommer til at se ud. Alligevel er det rart, hvis man vælger en race ud fra nogle specifikke egenskaber, at man også kan regne med i grove træk at hvalpen så kommer til at leve op til det. Og der kommer vi tilbage til det første. Er det vigtigt hvordan en hund ser ud, hvis man ”bare” skal have en familiehund?
”Vi er ligeglade med udstilling”, ”vi sælger bare hvalpe til familiehunde”, ”vi går ikke på udstilling for det er ikke vigtigt, vi går meget mere op i mentalitet” og mange flere udmeldelser florerer flittigt blandt opdrættere og hvalpekøbere. Hvorfor skal en familiehund ikke ligne den race den er og hvorfor er en opdrætter ligeglad med udstilling? Det forstår vi ikke.
Der er aldrig nogen, der har sagt, at man ikke både kan opdrætte hunde som ser ud sådan som racens standard foreskriver, som er sunde og raske og som har et godt temperament.
Der findes ingen regel om at smukke hunde skal være syge og have et dårligt temperament eller at sunde hunde skal være grimme! Tværtimod – en velbygget hund som rør sig let og frit og som har en korrekt pels vil ofte også være en sund hund. Mange folk som køber en racehund har måske ikke nogen som helst planer om at udstille eller selv avle, men har alligevel forelsket sig i hvordan en race ser ud og opfører sig og bør vel så også have så typisk et individ af denne race som muligt, selvom de ikke har udstillingsplaner?
Det stemmer, at der findes et fåtal af racer, hvor bevidst avl kun på udseende har ændret disse racers sundhedsstatus, men det gælder meget få racer, langt de fleste flere hundrede hunderacer døjer slet ikke med dette problem.
Hundeudstillinger er i vores øjne den eneste kvalitetsvurdering en opdrætter kan få af sine avlsdyr og deres formåen. Ja, der er forskel på dommere og nogle ved mere om ens race end andre og man kan godt få nogle bedømmelser, der måske slet ikke stemmer. Så kommer man kun på udstilling en enkelt gang kan man være uheldig at få et (forkert) dårligt resultat på en god hund eller heldig at få et godt resultat på en dårlig hund. Men udstiller man nok gange, bør der formes et mønster i hvilket man ser et tydeligt billede af en hunds fortrin og mangler, og i hvilket man ser, hvor på skalaen en hund ligger i forhold til de andre individer i racen. Om man vil rejse ind- og udland rundt, i jagt på masser af titler eller om man blot vil udstille sine avlshunde på udstillinger indenfor overskuelig radius synes vi må være helt op til hver enkelt. Men slet ikke at udstille og være interesseret i at få sine avlsdyr og sit opdræt vurderet eller at forkaste alle udstillingsresultater, forstår vi ikke.
Standarden som skrevet ovenfor bliver ikke til på et par minutter. Den er et dokument som der ligger utrolig meget viden og forskning og arbejde bag. De største eksperter på racen har været med til at nedskrive det ultimative for netop den race. Det er jo ikke sådan, at nogen finder på noget ud fra egen interesse. ”Vi synes store ører er søde, så vi skriver de skal have det” eller ”den ville være pænere med meget pels, så lad os skrive den skal have det”. Standarden er skrevet ud fra racens historiske baggrund, og det der nævnes i standarden har alt sammen en funktion. Ordet funktion er for os utrolig vigtigt.
En Chodsky Pes skal have en god pels overalt på kroppen eftersom de har arbejdet udendørs året rundt. En hund med forkert eller manglende pels ville dø af kulde om vinteren og af hedeslag om sommeren eller blive ædt af myg.
Det er klart at man på udstillinger bedømmer fx pelsen, og at en velpelset Chodsky Pes med korrekt dobbeltpels, måske vinder over en med kort eller alt for blød pels. Men det handler jo altså ikke om snobberi eller at smagsdommere siger at den hund er sødere end den. Det handler om at dommerne vurderer hvor tæt hundene kommer på at se ud og opføre sig som deres oprindelse og dermed også ville kunne fungere i deres oprindelige funktion den dag i dag. En Chodsky Pes med dårligt kryds og ineffektive bevægelser vil have svært ved at løbe 50 km, som grænsevagt eller holde styr på kreaturerne.
Kort og godt, en hundeudstilling er en kåring præcis som et dyrskue, hvor hundenes funktionalitet og arbejdsformåen vurderes. Man køber ikke en ferrari hvis man skal køre terrænkørsel i ekstreme forhold eller en lastbil hvis man er alene og kun kører bykørsel og aldrig skal fragte andet end en håndtaske. Hunderacer er som biler og alt andet med en funktion. Alle er skabt med forskellige funktioner for øje, og det er disse som vurderes på en udstilling. Ikke hvem der er sødest eller har den fineste sløjfe i håret, som mange måske tror, hvis de aldrig har været på en hundeudstilling i deres liv.
Nøgleordet er funktion og at hunden lever op til de funktioner, som er typiske for netop den race. De ting der gør racen racetypisk og værd at avle videre på. Det er det som sikrer en hvalpekøber, at der er så stor chance som muligt for at afkom fra den hund formentlig også vil besidde mange af de funktioner man finder ønskelige for den race.
Alt er subjektivt og visse dommere er dygtigere end andre, men målet med en udstilling er at finde de hunde som kommer nærmest den standard som er det ultimative mål for denne race. For os er udstillinger derfor vigtige, ikke kun fordi det er en elsket hobby, men også fordi det er her vi som opdrættere får vores arbejde bedømt og vurderet.
Alle stambogsførte hunde indgår i racen og den mulige genetiske population. At sige man er ligeglad med hvor typiske eller utypiske hundene er, fordi de bare skal sælges som familiehunde, er derfor for os slet ikke et holdbart argument. For det første synes vi som skrevet ovenfor, at de som køber en familiehund har lige så stort krav på at få en hund som lever op til standarden, som de der køber en hvalp og har planer om udstilling. For det andet kan ingen vide, hvilke af de hvalpe man opdrætter, der senere kommer til at gå videre i avl.
En hund solgt som familiehund kan senere skifte ejer eller familien kan få lyst til at prøve, at få hvalpe eller komme på udstilling. Alle stambogsførste hunde er en del af racen og mulige avlshunde, og jo flere der er typiske og bevarer racens karakteristiska, jo bedre og jo flere hunde bliver der dermed også at vælge imellem, når man skal avle. Hvis 65% af samtlige hvalpe der registreres i en race er så utypiske enten eksteriørt eller mentalt, at de faktisk ikke er værd, at bruge videre i avl, så er det 65% af racen, der genetisk er mistet.
Hvorfor opdrætte racehunde, hvis målet ikke er at bevare den race man arbejder med? Jo mindre genetisk variation i en race jo større risiko for sygdomme og indavl. I vores øjne er det meget bedre, hvis racen generelt holder så høj kvalitet, at man kan gå ud og bruge helt ”almindelige” hunde i avl således at så mange hunde som muligt indgår i avlen. Fremfor at det bare er enkelte stjerner, som får en masse kuld. Men det kan man kun, hvis de almindelige hunde har en kvalitet, der gør dem værdige til at indgå i avlsarbejdet.
