Chodsky træf 2021

Sidste år blev træffet aflyst, så i år glæder vi os ekstra meget til at komme afsted 😊

Vi er kun med lørdag i år, da vi har små hvalpe herhjemme. Er du interesseret i at læse mere om træffet eller vil du med, så skriv endelig til Marianne 👍

https://dcpk.dk/arrangementer/dansk-chodsky-pes-traef-2021/

Det nærmer sig…

Vela har termin d. 1/6 og Emma har d. 3/6 💕🤞💕

Vela begynder at fylde lidt.

Det kan være svært at forudse, hvornår fødslen går i gang, men vi tager tævens temperatur 2 gange dagligt i ugen op til fødslen. Her vil vi se et temperaturfald på ca. 1° C ca. 1 døgn før fødslen. Temperaturen stiger til normal-værdi igen inden fødslen. Tævens normaltemperatur ligger lige over 38° C.

Snart bliver hvalpekasserne gjort klar, så tæverne har er roligt sted at “bygge rede”.

Hvalpekassen skal være rummelig nok til tæve og hvalpe de første 3-4 uger. Vores tæver ligger på VetBed tæpper i kassen.

Emma fylder også mere og så bliver hun hurtigere træt end før.

En Fur And Paws hvalp…

Vores hvalpe vokser op, som en del af familien inde i vores hus. Der er hunde, børn, leg og larm omkring hvalpene fra dag et.

Vi forsøger hele tiden at udfordre hvalpene i det tempo de nu engang er klar til, at se på de udfordringer i. Bilture, besøg rundt omkring ved skov og strand, dyrlægebesøg, familiebesøg og når tiden tillader det, så kommer de også med i skole og børnehave.

Samtidig med dette, så er hvalpekøbere også meget velkommen til at besøge hvalpene fra 4-ugers alderen.

Hvalpene er klar til at rejse fra de fylder 8 uger, ikke en dag før. Ved denne tid er de blevet chippet, vaccineret og blevet tjekket ved dyrlægen. Nu er de klar til deres nye familie…

De får en lille startpakke med fra os, den indeholder 12 kg HIKE hvalpefoder, halsbånd og line, legetøj og tæppe som de har haft her hos os og derfor lugter af mor og søskende, lidt hundeguffer og selvfølgelig deres stamtavle fra Dansk Kennel Klub. Dertil kommer også medlemsskab af Dansk Chodsky Pes Klub, som er vores interesseforening for racen. Samtidig så har vi lavet en lukket gruppe på facebook, kun for folk med hunde fra vores kennel.

Derudover står vi til rådighed med svar på (næsten) alt, hele hundens liv. Vi elsker alle vores hvalpe og vi griner og græder sammen med vores hvalpekøbere.

Tålmodighed

Ja, det skal der til når man venter på løbetider 😉 Vi håber at foråret og at tæverne nu har fældet færdigt, betyder at der snart viser sig nogle løbetider.

Som sagt, så skal Emma og Vela parres med hanhunde fra udlandet. Derfor er der mange ting der skal passe sammen og meget der skal koordineres, for at få det hele til at gå op.

Vi starter med at tage blodprøve af tæven, for at finde den rigtige dag at parre på. Nogle gange er det nok med en blodprøve, andre gange skal der flere blodprøver til med et par dages mellemrum. Det gør vi, for at fange den dag tæven har ægløsning. Derfor står den på en par ture til dyrlægen, inden vi er klar til at køre med tæven.

Når så tæven er klar til at blive parret, ja så er det bare om at få pakket bilen og komme afsted. Ofte er det en køretur derned på 12-13 timer, for at komme til den rette hanhund 😊

Efter tæven er parret 2 gange, så går turen hjem igen. Endnu en tur på 12-13 timer og en helt masse kilometer.

Hjemme igen, ja så skal der endnu mere tålmodighed til. Nu skal vi vente på at tæven kommer 4 uger hen i drægtigheden, inden vi kan scanne og se om der overhovedet er nogle hvalpe.

Glæden er stor, hvis der viser sig nogle små liv ved scanningen. Så er vi et skridt videre på vejen og vi må endnu engang væbne os med tålmodighed.

Først ved fødslen ser vi hvor mange hvalpe der kommer, om alle er levende ved fødslen, hvordan hanner og tæver er fordelt og hvordan tæven og hvalpene klarer sig igennem de første kritiske dage.

Efter alt dette, så kan vi endelig kontakte nogle håbefulde hvalpekøbere og fortælle om der kom den ønskede hvalp eller ej. Det er aldrig sjovt at ringe og fortælle, at der desværre ikke var en hvalp i dette kuld.

Det sværeste er dog, hvis der skulle ske en af hvalpene noget og en af dem dør. For det første mister man en lille uldtot, for det andet skal man ringe og fortælle en håbefuld hvalpekøber, at de desværre ikke kan få en hvalp alligevel. Det er tungt!

Heldigvis går det godt, langt de fleste gange og vi kan nyde de skønneste uldtotter 💕 og samtidig have en god kontakt til hvalpekøberne.

Mentalaktivering

En Chodsky Pes skal aktiveres, mindst ligeså meget på det mentale plan, som på det fysiske. Hvor meget og hvor lidt, ja det er egentlig op til både hund og ejer.

Mental aktivering kan være alt fra opsøg af godbidder ude og inde, til papkasser med guffer i, hunden med på legepladsen og søge guffer eller sidde på knæet af ejer på gyngen. Det kan også være man vil lære sin hund små tricks (sidde egern, gi pote, spille død) eller at man bruger snusemåtte, små hundepuslespil eller lignende. Det er kun fantasien der sætter grænser.

Søg af foder, der er smurt på havens træer.

Lukket hvalpegruppe

En lukket Facebook-gruppe for alle dem der har hentet en hvalp hjem fra vores kennel, et sted hvor man kan dele stort og småt om hunde og træning, både positivt og negativt 😊 nogle gange kan man godt føle man står stille og har brug for nogle gode råd for at komme videre. Andre gange vil man gerne dele at ens hund har været en stjerne 😊

Har du hund fra os og er du ikke medlem af gruppen endnu, så find den.

https://www.facebook.com/groups/401671134616847/

Så er der ikke længe til

Kira har termin om 3 dage, det er snart 💕 vi krydser alt hva vi kan og så glæder vi os til at se hvad der gemmer sig inde i hendes mave 🤞 Kira har fået hvalpekassen ind, så hun nu ligger i er hjørne af køkkenet.

Kira er også blevet ret rund 😉

Far til vores O-kuld

Eron Krosandra er far til vores O-kuld, som lige nu ligger sammen med Luna og hygger. Han er en ung hanhund, som bor sammen med hans familie (som også tæller Yorick Krosandra -far til vores N-kuld) i den sydøstlige del af Tjekkiet. Langt væk fra Danmark 😉

Her trænes Eron i lydighed og grp C arbejde, hvilket han gør ret godt 💪

Eron Krosandra
Eron Krosandra