Ikke helt som tænkt…

Sådan blev det i dag, hvor Emma endte med kejsersnit og to fine hanhvalpe 💕

Emma startede dagen, som hun plejer, dog lidt mere udflåd end de andre dage. Ellers var hun med ude og søge morgenmad, hun gik frem og tilbage… ingen tegn på fødsel i dag.

Ved frokosttid kom der så noget grønligt udflåd, så dyrlæge blev kontaktet og vi kørte afsted for at tjekke at hvalpene havde det ok.

Vi ankom til dyrlæge, scannede hurtigt og så hjertebanken, på de hvalpe der lå tættest på Emmas mave. Derefter valgte vi at tage røntgen, for at se hvor mange der var derinde.

På røntgen kunne vi tælle fire hvalpe, de lå meget tæt på hinanden. En var noget mindre end de andre, måske var den død, så måske var det den der gav problemer.

På den baggrund snakkede vi om at der nok skulle kejsersnit til, for at det skulle ende godt for Emma og hvalpene.

Desværre havde egen dyrlæge ikke mulighed for at udføre kejsersnit på daværende tidspunkt. Derfor blev en anden dyrlæge kontaktet, de havde mulighed for at udføre kejsersnit.

Emma er helt upåvirket under dyrlægebesøg og er glad og tilfreds, som altid. Vel ankommet til den anden dyrlæge, kom Emma i narkose og de lavede kejsersnit.

Det viser sig at Emmas livmoder ikke er helt frisk og der er kommet hul på den. Derudover er der et stenfoster, en hvalp som er død for noget tid siden, hvor kroppen har forsøgt at absorbere den og fostret derfor bliver mumificeret. Derudover var der en hvalp, som havde været død i noget tid.

Men heldigvis var der også to friske fyre, som skreg med det samme de kom ud i rummet. Der var godt med lyd på og masser af fart og vilje 💙

Emma fik fjernet hele livmoderen og kom ret hurtigt med hjem, sammen med drengene. Hun har det godt, men hun er dog meget medtaget.

Håber hun snart får det bedre, nu står den ihvertfald på antibiotika og smertestillende i nogle dage.

Emma var helt upåvirket i alt dette, var hendes almindelige glade jeg. Spiste og drak. Hoppede op og ned af ting, fuldstændig som hun plejer. Selv hendes temperatur var som den plejer at være 🤷‍♀️ men var vi kommet lidt senere til dyrlæge, så havde vi temmelig sikkert stået uden nogle hvalpe og måske endda uden Emma!

Den tanke er svær at tænke og lige for et kort øjeblik, så overvejer man lige det der med at være opdrætter en ekstra gang.

Lige nu skal der bruges tid på, at få Emma på højkant igen 💕 og få hendes to drenge til at spise og vokse sig store og fine.

Hvalpene sutter rigtig fint, så tænker nok de skal klare sig 💪💙💙

Chodsky træf 2021

Sidste år blev træffet aflyst, så i år glæder vi os ekstra meget til at komme afsted 😊

Vi er kun med lørdag i år, da vi har små hvalpe herhjemme. Er du interesseret i at læse mere om træffet eller vil du med, så skriv endelig til Marianne 👍

https://dcpk.dk/arrangementer/dansk-chodsky-pes-traef-2021/

Det nærmer sig…

Vela har termin d. 1/6 og Emma har d. 3/6 💕🤞💕

Vela begynder at fylde lidt.

Det kan være svært at forudse, hvornår fødslen går i gang, men vi tager tævens temperatur 2 gange dagligt i ugen op til fødslen. Her vil vi se et temperaturfald på ca. 1° C ca. 1 døgn før fødslen. Temperaturen stiger til normal-værdi igen inden fødslen. Tævens normaltemperatur ligger lige over 38° C.

Snart bliver hvalpekasserne gjort klar, så tæverne har er roligt sted at “bygge rede”.

Hvalpekassen skal være rummelig nok til tæve og hvalpe de første 3-4 uger. Vores tæver ligger på VetBed tæpper i kassen.

Emma fylder også mere og så bliver hun hurtigere træt end før.

Miljøtræning af hvalpen

Det er virkelig noget som ligger meget højt på vores “to do” liste og noget alle vores hvalpekøbere får at vide gang på gang.

Chodsky Pes er en gård- og hyrdehund, en kvæghyrde, en hund der kan gø og tænke selvstændigt. En hund som elsker sin familie højere end noget andet og som hellere end gerne vil være din træningsmakker for livet, hvis du da ellers er interessant at samarbejde med 😉

Det lille nye familiemedlem er jo den sødeste og blødeste lille uldtot, som bider i alt der bevæger sig, stopper og gør når noget ser skummelt ud og som helst vil være tæt på familien hele tiden.

Derfor er vores tanke, at det første i skal træne sammen er miljøtræning, at kunne ligge og slappe af i alt slags miljø. Og det kan startes op dagen efter hvalpen er kommet hjem. Denne træning er langt mere vigtig end sit, dæk og stå, for det skal den lille hvalp hurtigt få lært. At træne ro giver en mindre gøende hund!

Hvalpen skal med ud og bare være… ind på gågaden og bare sidde, ud og kigge på fodboldkampe, stå ved indgangen til storcentret og bare stå og være. Når hvalpen slapper af, sidder eller ligger roligt, så får den nogle gode guffer. Altså bare træne ro/at være kedelig/bare være der uden at registrere andet.

Dette kræver ofte at man må sige fra overfor folk, som meget gerne vil over og klappe og nusse med den søde hvalp. Hvalpen træner og en del af træningen er også at den ikke skal opsøge alt og alle 😉

Der kan fåes rigtig god inspiration på Instagram 👍 på profilen godfamiliehund som kan findes https://instagram.com/godfamiliehund?igshid=uwdkbjw0cxnf

Efterhånden skal der scrolles noget ned på hendes side, men hun forklarer det rigtig godt og hendes side er bestemt værd at scrolle tilbage på. Flere gode videoer omkring miljøtræning og ro, lidt omkring alene hjemme også og lidt andre gode træningsråd 👏👏

En Fur And Paws hvalp…

Vores hvalpe vokser op, som en del af familien inde i vores hus. Der er hunde, børn, leg og larm omkring hvalpene fra dag et.

Vi forsøger hele tiden at udfordre hvalpene i det tempo de nu engang er klar til, at se på de udfordringer i. Bilture, besøg rundt omkring ved skov og strand, dyrlægebesøg, familiebesøg og når tiden tillader det, så kommer de også med i skole og børnehave.

Samtidig med dette, så er hvalpekøbere også meget velkommen til at besøge hvalpene fra 4-ugers alderen.

Hvalpene er klar til at rejse fra de fylder 8 uger, ikke en dag før. Ved denne tid er de blevet chippet, vaccineret og blevet tjekket ved dyrlægen. Nu er de klar til deres nye familie…

De får en lille startpakke med fra os, den indeholder 12 kg HIKE hvalpefoder, halsbånd og line, legetøj og tæppe som de har haft her hos os og derfor lugter af mor og søskende, lidt hundeguffer og selvfølgelig deres stamtavle fra Dansk Kennel Klub. Dertil kommer også medlemsskab af Dansk Chodsky Pes Klub, som er vores interesseforening for racen. Samtidig så har vi lavet en lukket gruppe på facebook, kun for folk med hunde fra vores kennel.

Derudover står vi til rådighed med svar på (næsten) alt, hele hundens liv. Vi elsker alle vores hvalpe og vi griner og græder sammen med vores hvalpekøbere.

Overvejer du en hvalp?

Vi har mulighed for at åbne op for vores venteliste igen, men kun for folk, som vil træne med deres kommende hund 😊 en Chodsky Pes er en brugshund, der skal lave noget.

Træning af vores Chodsky Pes er vigtig, taget i betragtning racens aner og hvad de tidligere har været anvendt til.
Træningen bør være af positiv karakter for, at opnå de bedst mulige resultater med sin Chodsky Pes.
En Chodsky Pes er en fantastisk hund og arbejde med, den er klog og meget lærenem, dog kan den være stædig og indimellem vil den gerne gå sin egne veje, men har man forståelse for hvilken træning ens Chodsky Pes skal have, får man stor glæde og mange sjove oplevelser.

Tænk over hvad det er der gør denne race attraktiv for lige præcis dig! Hvorfor tænker du at det lige skal være en hvalp herfra der skal være din makker de næste 10-14 år? Orker du at have hvalp/teenagehund i 2-2,5 år? Har du erfaring med hund? Er der mulighed for træning i det område du bor i? Vil du investere tiden i at få lagt en masse miljøtræning ind, så hunden lærer at slappe af fra starten? Det er nemlig også her grunden skal ligges i forhold til at mindske gøen hos racen. Den hænger på dig, som hundeejer! Ikke hunden.

Og lige en slutlinie, vores hvalpe vokser op inde i vores hus, sammen med os, som en del af familien.

Tålmodighed

Ja, det skal der til når man venter på løbetider 😉 Vi håber at foråret og at tæverne nu har fældet færdigt, betyder at der snart viser sig nogle løbetider.

Som sagt, så skal Emma og Vela parres med hanhunde fra udlandet. Derfor er der mange ting der skal passe sammen og meget der skal koordineres, for at få det hele til at gå op.

Vi starter med at tage blodprøve af tæven, for at finde den rigtige dag at parre på. Nogle gange er det nok med en blodprøve, andre gange skal der flere blodprøver til med et par dages mellemrum. Det gør vi, for at fange den dag tæven har ægløsning. Derfor står den på en par ture til dyrlægen, inden vi er klar til at køre med tæven.

Når så tæven er klar til at blive parret, ja så er det bare om at få pakket bilen og komme afsted. Ofte er det en køretur derned på 12-13 timer, for at komme til den rette hanhund 😊

Efter tæven er parret 2 gange, så går turen hjem igen. Endnu en tur på 12-13 timer og en helt masse kilometer.

Hjemme igen, ja så skal der endnu mere tålmodighed til. Nu skal vi vente på at tæven kommer 4 uger hen i drægtigheden, inden vi kan scanne og se om der overhovedet er nogle hvalpe.

Glæden er stor, hvis der viser sig nogle små liv ved scanningen. Så er vi et skridt videre på vejen og vi må endnu engang væbne os med tålmodighed.

Først ved fødslen ser vi hvor mange hvalpe der kommer, om alle er levende ved fødslen, hvordan hanner og tæver er fordelt og hvordan tæven og hvalpene klarer sig igennem de første kritiske dage.

Efter alt dette, så kan vi endelig kontakte nogle håbefulde hvalpekøbere og fortælle om der kom den ønskede hvalp eller ej. Det er aldrig sjovt at ringe og fortælle, at der desværre ikke var en hvalp i dette kuld.

Det sværeste er dog, hvis der skulle ske en af hvalpene noget og en af dem dør. For det første mister man en lille uldtot, for det andet skal man ringe og fortælle en håbefuld hvalpekøber, at de desværre ikke kan få en hvalp alligevel. Det er tungt!

Heldigvis går det godt, langt de fleste gange og vi kan nyde de skønneste uldtotter 💕 og samtidig have en god kontakt til hvalpekøberne.

Mentalaktivering

En Chodsky Pes skal aktiveres, mindst ligeså meget på det mentale plan, som på det fysiske. Hvor meget og hvor lidt, ja det er egentlig op til både hund og ejer.

Mental aktivering kan være alt fra opsøg af godbidder ude og inde, til papkasser med guffer i, hunden med på legepladsen og søge guffer eller sidde på knæet af ejer på gyngen. Det kan også være man vil lære sin hund små tricks (sidde egern, gi pote, spille død) eller at man bruger snusemåtte, små hundepuslespil eller lignende. Det er kun fantasien der sætter grænser.

Søg af foder, der er smurt på havens træer.

Lukket hvalpegruppe

En lukket Facebook-gruppe for alle dem der har hentet en hvalp hjem fra vores kennel, et sted hvor man kan dele stort og småt om hunde og træning, både positivt og negativt 😊 nogle gange kan man godt føle man står stille og har brug for nogle gode råd for at komme videre. Andre gange vil man gerne dele at ens hund har været en stjerne 😊

Har du hund fra os og er du ikke medlem af gruppen endnu, så find den.

https://www.facebook.com/groups/401671134616847/