Hvalpenes syn er nu udviklet til at se bevægelser og genstande på en 1-2 meters afstand. Og hørelsen er nu helt udviklet. Nu hvor bevidstheden i forhold til omgivelserne er meget skærpet, får hvalpene meget mere kontakt med hinanden – og deres indbyrdes, sociale forhold udvikler sig.
Deres indbyrdes leg skifter karakter og bliver mere voldsom og hårdhændet, hvilket hjælper dem til at få en indlæring om sin egen og sine søskendes styrker og svagheder.
En uundværlig viden, de tager med sig i ”erfaringsrygsækken”, når de skal ud i den virkelige verden og forholde sig til fremmede hunde.
Mor Sansa følger med i hvalpenes udvikling og – når hvalpene er klar til at forstå forbud og opdragelse – i stigende grad påtage sig en opdragende rolle. Det betyder, at den indbyrdes leg får et mere opdragende formål. Tæven kan eksempelvis demonstrere ved at efterlade et kødben midt i hvalpeflokken. Herefter vil hun typisk afvente, at en af hvalpene tager initiativ til at tage kødbenet. Dette forsøg vil resultere i en øjeblikkelig tilrettevisning, ved at hun knurrer, går frem og tager kødbenet. Hun skaber situationen for at lære hvalpene at respektere de grænser, der bliver sat for dem.
Hvalpene har et større og større behov for at blive stimuleret i de sidste uger inden de rejser. Og det er nødvendigt, at de får nye input, der kan udvikle dem på dette vigtige stadie af deres liv. De skal ikke udelukkende være i haven og i leg med de andre hvalpe i kuldet – de skal drage erfaringer med den verden, der kommer til at omgive dem i fremtiden. Derfor tager vi dem med på tur og senest har de været med på Suldrup ældrecenter.
Hvalpene blev nusset og var rundt og besøge dem der ikke kunne komme ud i fællesområdet. Så de var i sengene, oppe på skødet af folk i kørestolene og bare generelt nusset rigtig meget. De var trætte da vi skulle hjem 💕
Sidst men ikke mindst, så var der fotostudie om eftermiddagen, så de alle kunne få taget individuelle billede inden de begynder at rejse hjemmefra. Der er nu kommet flere billeder i Z kuldets album https://chodsky-pes.dk/hvalpe/hvalpehist/