Blog Kennel Fur & Paws

Olsen, hedder han – min Chodsky Pes.

Og han er ikke så gammel endnu, han er fra d. 30 oktober 2019.

Men teenager – det er han altså på vej ud i.

De sidste ca. 3 uger er jeg ikke i tvivl, når han rammer et sted hvor en tæve har tisset. Han både smasker og savler :).

Mine forventninger til min Chodsky pes var:

En rolig hund inde.

En aktiv hund ude.

Altså en hund med en god tænd/sluk knap.

En glad hund.

En hund der kan med alle mennesker.

En hund som fungerer godt med andre hunde.

Altså en venlig hund.

En hund som kan bo sammen med min kat.

En hund jeg kan bruge som besøgshund.

En hund jeg kan bruge til en eller anden slags træning, og måske oven i købet en hund der kan blive rigtig dygtig til det vi træner.

En hund jeg altid kan have med mig, uanset hvad jeg skal.

En legekammerat.

En hund som gider at gå en lang tur hver dag, og en endnu længere tur i weekenderne.

En hund som kan passes af andre end mig, hvis det skulle blive nødvendigt.

En nussegøj.

Og så gjorde det heller ikke noget, at racen er en flot hund.

Jeg læste på nettet om denne race, og jeg stødte faktisk på den i min søgen efter en langhåret schæfer.

Jeg ”talte med” Tina Bundgaard over mails omkring racen.

Jeg besøgte Gandi og Wilma, inden jeg endeligt besluttede mig for, at det skulle være et eksemplar af denne race. 

Helst en hanhund, og det er kun fordi jeg tidligere har haft hanhunde – ingen tæver.

(En beagle, en dalmatiner og en blanding af Chow Chow/labrador. Tre meget forskellige racer!)

Er mine forventninger (som jo faktisk er mange) – så blevet indfriet?

I starten var han absolut ikke rolig inde. Han har på det nærmeste “været på” hele tiden.

Og naturligvis hjælper det ikke på at være rolig med en kat i familien. En kat som Olsen er meget forelsket i….kærligheden er dog knap så stor den anden vej. 

Men!…trods drønen rundt efter hinanden (Læs: hunden efter katten!) så ligger de to børster dog alligvel ved siden af hinanden og sover – en gang imellem – ….. i sær hvis de begge kan snige sig op i min seng uden at blive opdaget.

Så er de meeeeget stille….. begge to!

I den sidste månedstid, synes jeg, at noget af Olsens faren rundt inde i lejligheden er begyndt at aftage.

Han ER altså blevet lidt mere rolig, og ønsket om den nussegøj, som jeg faktisk havde set i øjnene, at jeg ikke havde fået indfriet, viser sig stille og roligt nu oftere og oftere alligevel at være en realitet.

Olsen elsker virkelig at blive nusset over alt…… meget gerne på maven og rundt omkring i hele hovedet.

Det ville han også – til dels – gerne som helt lille, men eftersom han blev ældre blev der mere fart over feltet… og han havde egentlig ikke tid, til bare at hygge…

Nu er det som om, at det vender igen. = Så fedt med rolige hyggestunder uden forventninger om at en masse sjov og ballade skal ske.

Så jo, jeg vil sige, at jeg er på vej til at få en rolig hund inde som gerne vil nusses.

Og aktiv ude, er han bestemt også!…. Han holder virkelig af at tosse rundt derude i haven…. I øjeblikket er det min riskost, som er det sjoveste i hele verden. For et par uger siden var det min vandkande.

Nå ja…. og når jeg selv er med til havearbejdet, har Olsen en fest med at tømme min spand for ukrudt.

Engang hyggede han sig også med at sidde i trillebøren.

Han har præsteret at slæbe min nabos ukrudt spand ind til mig, og tømme den i vores have…. Men altså, at det var en god idé, var vi ikke helt enige i!

Mine skraldesække med haveaffald slæber han lystigt ned i min overbos have—-og tømmer dem, for så at springe rundt som en anden idiot med den tomme pose! 🙂

En legekammerat!

Han holder meget af sine forskellige bolde…. Og de bliver hyrdet!… gør de!!

Det er altså bare ikke lige så sjovt kun at have en bold i gang, minimum to skal der leges med…. Og kan han lokke mig til at være med til at puffe til dem, så de stikker lidt af, er alt i den skønneste orden.

Jeg har været meget opmærksom på, om Olsen bliver stresset af boldlegen, for han er fuldstændig væk…. Som i fuldstændig, når han hyrder dem.

Men tager jeg dem fra ham og lægger dem væk, eller går vi derfra uden boldene, falder han til ro lige med det samme.

Så legen kan sagtens stoppes, selvom han faktisk ligner én, som er låst helt fast i sin leg.

For nogle måneder siden var det tomme vinbjergsneglehuse, som var et hit. Og han blev bundulykkelig, da min store søn kom til at træde hans sneglehus i stykker. Jeg måtte ud for at finde et nyt!…. 

Han er absolut en glad hund…. Og stadig er der lidt fedtmule over ham!

Når han sidder på trapper, smækker han altid måsen ned på et trin højere oppe, end der hvor forpoterne er placeret.

Han bliver ovenud lykkelig, når man kommer hjem – om jeg så kun har været væk i en halv time.

Det er yderst sjældent at han – i nogen situationer overhovedet – hænger med skuffen.

Og han er klar til hvad som helst – når som helst.

Han er faktisk rimelig frygtløs.

Han springer gerne fra høje grøftekanter lige ud i luften uden hensynstagen til, hvor langt ned der er.

Havde jeg ikke grebet ham, var han hoppet ud af vores stuevindue. Der er ca. 1,8m ned på den anden side!

Han hopper på træstammer og springer fra den ene til den anden.

Han svømmer i søerne, her hvor vi bor.

Så nu går vi til miljøtræning, hvor han får lov til at udfolde sig 100% i den retning.

Han er god til det….. hopper i trampolin, finder godbider imellem flasker, går ind i små mørke rum,  imens der er røg og fyrværkerilyde omkring ørerne på ham… han balancerer på bomme højt oppe i luften, render igennem tunneler, spiller klaver og meget meget andet.

Lige noget for ham.

Så…. han er god til det….

Når vi går tur, får han ofte færden af diverse….

Så nu er vi også begyndt på sportræning – på hårdt underlag.

Og han er god til det……

Til det har vi været af sted to gange. Og det er faktisk lidt vildt, hvor hurtigt han fanger det!

Vi går til lydighedstræning.

Og han er virkelig god til det!!

Så jo, min forventning til at få en god træningskammerat er gået i opfyldelse – big time!

(Sådan har det ikke været hele tiden…mere om det senere. Faktisk er det ret nyt, at vi får noget ud af træningen overhovedet)

Vi skal bare til at finde ud af i hvilken retning vi skal vende os……. Men det ene behøver jo ikke helt at udelukke det andet.

Vi træner ofte hjemme – både lydighed og spor.

Og på vores gåture, får han lov til alt det, han kan komme i tanke om…..

Han er genial til at finde vand ude i skoven. Også selvom det bare er små hjulspor med lidt pyttevand i.

Og grankogler…. Det bedste legetøj…. 

Min forventning om en hund som vil gå tur, er i den grad også opfyldt.

Vi går en lang tur hver dag, ( 1t – 1½t) og aldrig samme tur to dage i træk.

Ud over det, går vi tur om morgenen også.

Så træner vi og/eller går spor om aftenen….. og ind imellem bliver der nusset og leget.

Min mor bliver 80 til næste år.

For 2½ år siden var hun igennem en bypass operation og under operationen fik hun en hjerneblødning. 

Det har hun stadig lidt mén af. I samme periode fik hun et par sammenfald i ryggen, så hun er ikke stærk.

1. juledag hentede jeg Olsen hos Tina Bundgaard. og 2. juledag besøgte vi min mor.

Det var kærlighed ved første blik.

Mindst to dage om ugen er Olsen på besøg hos min mor, imens jeg er på arbejde.

I starten var Olsen lige så voldsom over for hende, som han var over for os andre…. han skulle jo lige have en chance for at lære, hvordan man opfører sig.

Men jeg er imponeret. Nu er han fuldstændig klar over, at min mor ikke er stærk. Han tilpasser sig 100% hende.

Det er fantastisk at se…. Han kunne ikke drømme om at gå i vejen for hende, så der er risiko for, at hun falder. Han venter med at vise begejstring ved gensyn, til hun sidder ned. Han kommer ikke ind med 180km i timen og springer op til hende….. han er meget varsom…. og han er meget meget glad for hende.

Så selv om han er ved at være en stor hund nu med krudt i sin lille hunderøv, så har min gamle mor og Olsen simpelthen så meget glæde af hinanden.

Det kom bag på mig – til den positive side.

Her på vejen har jeg nu boet i to år. Og det er meget begrænset, hvem jeg har talt med. Det ene hold naboer – et ældre ægtepar – lærte jeg ret hurtigt at kende.

Efter at Olsen flyttede ind hos mig, snakker stort set hele vejen sammen på kryds og tværs.

Simpelthen fordi at mange kommer over til hækken for at hilse på Olsen, og se/høre hvordan det går med ham.

Den ene beboer har en knægt på tre år. Han har insisteret på at hans mor skulle købe godbider, som han kan give Olsen.

Sådan en lille fyr (drengen) kender ikke alle regler omkring en hund. Men Olsen er virkelig forsigtig når han tager en godbid….og (igen var jeg imponeret)… drengen kunne tage godbidden fra Olsen igen, uden at Olsen så meget som blinkede med øjnene.

Det har jeg godt nok trænet med hunden…. men han er jo ikke så gammel, så jeg var sgu ikke sikker på andet end at han ville stikke af med den eller sluge den. Men det gjorde han ikke. Drengen tog den….. Og drengen fik at vide af sin mor, at det måtte han ikke, så Olsen fik den igen – blev liggende og nød sin godbid!

Se!.. på min liste over forventninger står der “besøgshund”.

Jeg har jævnligt smidt en bog på gulvet, banket et par gryder sammen osv… for at vænne Olsen til sådan nogle lyde som kan forekomme på et plejehjem.

Nu er jeg blevet i tvivl.

For det viser sig – hvad ovennævne historie med vores nabodreng også fortæller – at Olsen holder meget af børn.

Og jeg er i syv sind om jeg i stedet for en besøgs hund, skal prøve ham som læsehund for børn.

Så… punktet på min forventnings liste “en venlig hund” – er opfyldt.

Om han kan med alle mennesker, er jeg stadig lidt usikker på.

Ind imellem er han lidt sky, men det er kun over for nogle få voksne, at han trækker sig.

Sætter de sig ned, og har lidt tålmodighed, kommer han gerne til dem, er de godkendt så vil han hellere end gerne nusses.

Der er endnu ikke nogen som han ikke har godkendt. Han skal bare lige have lidt tid.

Han lurer på situationen, og der ingen adfærd som viser at han med snerren eller andet siger “hertil og ikke længere”…. slet ikke… han vil bare gerne se folk lidt an.

Dette gælder ikke børn.

Dem går han til med det samme uden tøven.

Og det er også derfor, at det med en læsehund er dukket op i tankerne hos mig.

Men han er jo ikke så gammel, og jeg er spændt på om han med alderen slipper det der lille forbehold helt.

Min mor vil ikke kunne passe ham over en længere periode.

Han er for stærk, hvis hun skal ud at gå med ham.

Og han skal ud for at brænde krudt af hver dag. Enten i form af at vi skal til træning eller ud at gå tur.

Jeg ved ikke om han kan passes af alle.

Det er endnu ikke prøvet.

Faktisk gik en hel del af sådan noget i stå her under Corona, da vi jo ikke rigtig kunne besøge hinanden!

Så det er endnu et åbent punkt på min liste – at alle skal kunne passe ham.

En hund jeg altid kan have med mig!.

Hmmm…. ja altså for et par uger siden, tog jeg ham med ud til en veninde hvor der også var et par andre gæster til spisning.

Imens han har boet hos mig har han som sådan ikke været på besøg hos nogen – ud over hos min mor, og et par stykker mere.

Alt muligt andet har vi lavet.

Men denne aften opførte han sig eksemplarisk og over al forventning…både over mine forventninger og de andres.

Han var stille og rolig, lå meget af tiden på sit tæppe og sov. Og ville nogen snakke med ham, var han selvfølgelig klar.

Så jeg tror, at jeg kan have ham med overalt, hvis der ikke er en anden hund!

Det kommer jeg til nu!

Han begyndte ret tidligt at gø ad andre hunde.

Og jeg var med det samme opmærksom på dette, talte med min hundetræner om det og fik nogle redskaber til at bearbejde det.

Men det accelererede jo ældre han blev.

Og det var virkelig voldsomt.

Jeg har overhovedet ikke kunnet komme i tanke om en situation, som han har været udsat for, som kunne have udløst denne adfærd.

Og det var virkelig frustrerende.

Vi er nogle stykker som går sammen ca hver tredje uger – lange ture med hygge bag efter. I den flok er der i forvejen to andre hunde.

Og jeg kunne/kan næsten ikke holde tanken ud – at jeg har en hund, som jeg ikke kan tage med på disse forholdsvis lange ture, når han er gammel nok til det.

Det har været et vigtigt kriterie for mig, at min hund kan opføre sig ordentligt.

Folk blev faktisk bange for ham! Og jeg skulle lære ham at kende, og prøve at regne ud hvorfor, han opførte sig sådan.

Al min hvalpehundetræning begyndte at gå fuldstændig fløjten, fordi han låste sig totalt fast i sig selv, når han så de andre hunde… han gøede og hang ude i enden af snoren som en lille kamphund, og han var ikke til at komme i konatkt med.

Det samme begyndteat gøre sig gældende med de hunde, vi mødte på vores vej andre steder.

Jeg må indrømme at denne adfærd helt tog pippet fra mig, og jeg var meget tæt på helt at fortryde mit valg af hund.

Alle de drømme jeg havde haft om min nye hund blev slukket, fordi hans adfærd greb ind i alt, hvad vi lavede.

Vi fik intet ud af hundetræningen, men måtte træne op hjemme.

I min optik havde jeg to muligheder:

• Give min hund videre til anden side.
• sætte ALLE sejl ind på at rette op på det her, og ikke koncentrere mig om så meget andet med ham – andet end det.

Jeg valgte det sidste. 

Trods en helt håbløs indgangsvinkel hvor al kontakt med Olsen var umulig, hvis der var en anden hund inden for en radius af 50m!!

Det var slet ikke meningen, at jeg med min unge hund så tidligt både ville gå til sporsøg, lydighed og miljøtræning.

Men det var et valg jeg gjorde, simpelthen for at han skulle være i nærheden af så mange forskellige hunde som muligt, under ordnede forhold.

Han har haft et par hunde her i området, som han har kunnet lege med. Kun fordi han fik lov som helt lille uden snor. Alle andre hunde som han mødte som lille med snor – og som han dengang kunne acceptere – kunne han pludselig slet ikke tollerere.

Et par gange viste han en direkte agressiv adfærd, med blottede tænder – en snerren og opretstående hår hele vejen ned ad ryggen.

Jeg havde virkelig mange ods imod mig.

Konsekvent trak vi langt ind i skoven, når vi mødte andre hunde, og han blev fodret med kvalitetsgodbider når han kiggede på dem uden at gø.

Inden han låste sig, opdagede jeg at jeg kunne nå at fange ham med et viskestykke så han afbrød sin stirren på den anden hund, og legede med mig i stedet.

 Det har set fuldstændig åndsvagt ud, og nogle troede at det var fordi jeg var bange for at mødes med deres hund….eller på grund af Corona, at vi trak os så langt væk. Så har vi stået der og råbt til hinanden. Nogen fangede hvad jeg havde gang i – andre ikke. Og de som fangede det, var søde til at trække ind til siden, stoppe eller vende om, når de så os komme, samtidig med at de blot vinkede i stedet for at råbe. Det var en KÆMPE hjælp!

Stille og roligt kunne vi komme lidt tættere på. Og stille og roligt fik Olsen lidt mere tillid til, at jeg kunne takle situationen for ham….. Men det er slet ikke godt endnu.

En lille historie fra min sidste sportræning i torsdags fortæller dog at vi er nået KÆMPE lang:

(En sidebemærkning! Olsen gøer også når min søn kommer ud fra sit værelse, og når min overbo render op og ned at trapperne. Jeg er begyndt at sige “tak” til ham, rejser mig og går ud og lytter ved døren. Siger “det er ok, Olsen” – og går ind og sætter mig igen. Det er begyndt at virke! Og han kan faktisk godt stoppes på den måde herhjemme nu – næsten hver anden gang!!)

Olsen brækkede sig i bilen, lige som vi landede på træningspladsen. En parkeringsplads. De andre med deres hunde var kommet.

Først luftede jeg Olsen, så han fik tisset af. Derefter bandt jeg ham til et træ nær bilen, for lige at få skrabet hans bræk ud ad den!

Så begyndte han at gø! En anden hund var kommet ud ad sin bil ikke langt fra vores.

“Tak”…. sagde jeg højt og kontant….og Olsen blev tilsyneladende så overrasket at han blot kom med et lille “buf” mere.

Til det vendte jeg mig – kiggede på ham og sagde “stop” – lige så kontant.

Og hunde stoppede sgu! Stor var min overraskelse og min træner kom forbi i det samme. Hun var lige så overrasket.

Godt så….. sporene blev lagt!

Vi var alle opmærksomme på, at de hunde der reagerer på de andre ikke gik samtidig med nogen andre hunde.

Den anden sidste gang da det blev min tur gik der en anden hund ca fire meter fra mit spor, og jeg overvejede et splitsekund, om jeg skulle vente.

Men af en eller anden grund gjorde jeg ikke! Og tænk en gang! Min Olsen gik spor til UG ved siden af en anden hund. Han koncentrerede sig 100% og der kom ikke en enetste lyd fra ham…. vild oplevelse…. kun med ca. fire meters mellemrum!!…

Først da vi skulle mod bilen igen, begyndte han at reagere på de andre igen. Men jeg kunne stoppe ham.

Da han kom ud ad bilen til det sidste spor, stilede han lige hen imod en cairnterrier. Men han sagde ikke en lyd, og de hilste på hinanden uden problemer. Min træner var ikke helt tilfreds med det, for nu var det ikke sikkert at Olsen kunne koncentrere sig igen!

Men tænk… jeg sagde blot som jeg plejer:

“er du klar, Olsen” … og det var han!

Han gik det flotteste spor på asfalt! ?

Jeg er ikke selv interesseret i leg til træning….men hovedparten af min træning går netop på, at han skal lære at accepterer andre hunde. Havde jeg trukket ham væk fra den anden hund, er jeg 100% sikker på at han var bgyndt at gø i samme øjeblik han kunne mærke modstand i selen!

Al den tid og alle de penge jeg har brugt på træning (hvor vi ikke rigtig har fået noget ud af træningen før nu, pga Olsens adfærd) alle de gange jeg har afledt, fodret på veje i skoven ved vandet giver pludselig pote.

Vi er helt sikkert på vej i den rigtige retning.

Om det nogensinde bliver helt godt ved jeg ikke.

Men det bliver bedre – og jeg håber….. og bare det at der sker fremskridt, gør, at jeg igen er blevet super lykkelig for min lille hund.

Jeg tror på det, jeg tror på os.

Han er meget “på mig”….. følger mig overalt, og er vi til træning, er han meget opmærksom på, hvor jeg er. Han skal kunne arbejde selvstændigt i miljøtræning. Så nu har jeg døren fra min lejlighed åben ud til opgangen. Derfra kan han dutte ned i kælderen, ud ad kælderdøren og op i haven. Det tog ham noget tid at blive klar til det, uden jeg var med.

Jeg åbnede den mulighed for ham for ca. 14 dage siden.

Men nu gør han det…. går selv ud i haven og hygger sig, uden jeg er med.

Jeg er overbevist om, at det også hjælper ham i de gøende situationer….. at han kan selv, og ved at jeg er OK, selv om jeg er alene inde i lejligheden. Jeg tror, at det giver ham lidt ro.

Men min forventning om en hund, der kunne med andre hunde blev ikke indfriet.

Det har været en kamp at nå hertil hvor vi er nu. I den grad. Og jeg havde ikke forventet, at jeg skulle bruge næsten et halvt år af hans hvalpetid på at ændre denne adfærd.

I vores tilfælde har det ikke været en let gøende hund. Det har været en voldsomt gøende hund. Hvis han ikke var min, var jeg blevet utryg ved ham, hvis jeg mødte ham, med den opførsel han har lagt for dagen. Og jeg kan ved gud godt forstå at nogen mennesker har trukket sig fra ham…. også når de har mødt ham uden deres hund.

Jeg vil gerne lave en brugshund ud af ham – ud over enten besøgshund eller læsehund.

Kunne godt tænke mig at gå til specialsøg med ham….men nu må vi se. 

Det er en dyr uddannelse.

Men jeg tror, at han ville være god til det.

Det er ikke sikkert, at han bliver danmarksmester i noget som helst….. andet end at være min familiehund.

Den tittel har han allerede vundet. ❤️

Olsen fik et bamsepibedyr af mine naboer, et par dage efter, at han flyttede ind hos mig.

Den bamse har han endnu. Den bliver puttet i min seng hver aften. Når Olsen har puttet den, springer han ned igen, og lægger sig til at sove.

Hver aften. ❤️

Trods diverse udfordringer…. kan vi se lyset, og jeg er lykkelig for min lille hund. Og meget meget glad for at jeg valgte at tage kampen op.

Det skal nok gå……