Mentalbeskrivelse

Hvis man spørger en hvalpekøber: “Hvilke forventninger har du til den hund, du køber?”, er svaret i langt de fleste tilfælde: “En sund hund, der har et godt sind og som lever længe.”

Mht. sundheden er der heldigvis en række krav til forældrene, der afgør om de må bruges i avl, og på det område er hvalpekøberne blevet ret bevidste.

Med hensyn til sindet eller til mentaliteten, er det sværere at vide, hvilke kompetencer forældredyrene har.

Derfor er der udviklet en metode til at afdække og tydeliggøre en række medfødte adfærd på vores hunde, nemlig mentalbeskrivelsen. 

En smuk hund er en fryd for øjet, men endnu vigtigere er det, at du deler hverdagen med en hund, der er afbalanceret og som funger- er godt sammen med dig, din familie og samfundet.

Man ved, at hundens mentalitet er arvelig ligesom pelsfarve, højde og eksempelvis ørestilling er det. Og mentalbeskrivelsen er således et vigtigt redskab bl.a. for opdrætteren, der ønsker hjælp til at udvælge de mest egnede avlsdyr. DKK’s mentalbeskrivelse blev officielt indført i foråret 1999.

Historie

Kort fortalt startede det i Sverige, i brugshundeklubberne, for ca. 30 år siden. Man ville kortlægge og avle på hunde med specifikke egenskaber og brugte en såkaldt mentalbeskrivelse, der kunne fortælle om enkeltindividers indhold og om arveligheden deraf.

Senere kom den til Danmark i en tilsvarende model, hvor den afløste en karaktertest, hvor man egentlig bedømte hundene frem for at beskrive dem.

Mentalbeskrivelse af en enkelt hund tager ca. 1 time. Ved afslutning af mentalbeskrivelsen vil testlederen gennemgå hundens reaktioner på de enkelte momenter og svare på spørgsmål.

Hvad er mentalbeskrivelse?

Mentalbeskrivelsen er ikke en konkurrence, men derimod en beskrivelse af den enkelte hunds reaktioner på en række oplevelser (standardiserede testmodeller). Oplevelser, som hunden ikke kender på forhånd, ikke er trænet på og ikke forventer at opleve. Den adfærd, hunden spontant reagerer med, vil af denne grund overvejende være betinget af medfødte anlæg – og kun i mindre grad af tillærte erfaringer.

Testmodellerne udføres ens hver gang ved alle beskrivelser. Formålet er, at påvirkningerne skal være ens for alle hunde. Derved kan man sammenligne resultaterne på enkelte hunde og sammenholde disse med ønskeprofilen for racen.

Hvad testes der?

Helt grundlæggende tester vi mentale egenskaber, som alle hunde er i besiddelse af. Hvorvidt en bestemt adfærd udløses, afhænger af samspillet mellem hundens medfødte motivation for netop denne adfærd og påvirkningen. Letheden, hvorved de udløses, og styrken i egenskaberne varierer fra hund til hund og ikke mindst fra race til race. Derfor vil raceidealet (ønskeprofilen) være forskellig fra race til race. Testmodellerne der indgår i mentalbeskrivelsen er

  • 1. Kontakt. Hundens evne til at tage kontakt eller afvise kontakt til en venlig, fremmed person og lade sig håndtere.
  • 2. Leg. Hundens evne til at engagere sig i leg samt evnen til at samarbejde.
  • 3. Jagt. Hundens evne til at forfølge og evt. fange et bytte.
  • 4. Aktivitetsniveau. Hundens evne til at fungere under passivitet, når en forventet oplevelse udebliver.
  • 5. Overraskelse – bevægelse. Hundens spontane reaktion på en visuel overraskelse.
  • 6. Overraskelse – lyd. Hundens spontane reaktion på en kraftig, langstrakt lyd.
  • 7. Revir. Hundens reaktion på ukendtes indtrængen på dens revir.
  • 8. Skarp lyd. Hundens reaktion på en høj, skarp lyd.

Under mentalbeskrivelsen iagttages hundens reaktioner (dens adfærd), som beskrives ved afkrydsning i skemaet i det felt, der passer til den adfærd, hunden har udvist i de enkelte testmodeller. I starten kan skemaet pga. de mange felter godt virke lidt uoverskueligt, men med en lille smule øvelse giver det mening og dermed vigtige informationer om hundens mentale tilstand.

En mentalbeskrivelse er beskrivelse af en hunds reaktioner på en række hændelser. Disse hændelser består af de 8 forskellige testmodeller, hvor hunden udsættes for nogle oplevelser der får hunden til at reagere.

Oplevelserne udføres på nøjagtig samme måde hver gang en hund deltager. Hvor hurtig eller langsomt en hund reagerer, afhænger af hundens tærskelværdier. Alle testmodeller kan direkte sammenlignes med oplevelser i hverdagen når man går tur med sin hund.

Hunde kan beskrives fra de er 10 mdr. Vi anbefaler dog at hunden er 14-20 mdr. inden den mentalbeskrives. Resultatet for hunde mellem 10 og og 24 mdr. indgår i DKK’s statistiske beregning af racens gennemsnit.

Hunde over 24 mdr. kan også beskrives – de indgår dog ikke i DKK’s statistik, men resultatet registreres på hundeweb på lige fod med alle andre hunde.

Os som opdrættere:

Vi har brug for opbakning fra vores hvalpekøbere til at vi fortsat kan avle mentalt stabile og sunde hunde. Derfor er vores ønske at hvalpekøbere af hvalpe fra Kennel Fur And Paws, tager deres hund med til beskrivelse ved Dansk Kennel Klub. 

Mentalbeskrivelserne kan findes på hundeweb og afholdes rundt omkring i landet af forskellige raceklubber. Man kan sagtens melde til hos en mentalbeskrivelse der afholdes af fx. rottweiler klubben eller lignende. Skriv gerne til dem og spørg om der er plads.

Det er en spændende dag og du vil helt sikkert få nogle aha oplevelser med derfra. 

Vi venter hvalpe

Sansa venter hvalpe i starten af januar og vi glæder og til at møde de små 🤞

Sansa

Det er så spændende at følge med i når maven vokser og der sker ændringer

Der er ikke meget talje tilbage 😊

Nu krydser vi alt hvad vi kan 🤞 for at sidste del af drægtigheden og fødslen skal gå godt 💕

Sansa 💕

Negleklip og opstart af foder

Ja, nu er hvalpene 3 uger gamle og de er startet op på hvalpefoder.

Der bliver mere og mere liv i kassen.

Det er hvalpene, der indikerer, hvor de er i deres udvikling og hvad de er klar til at opleve i denne periode, ikke blot deres alder. Den transitionelle periode begynder, når hvalpens øjne åbnes og slutter første gang, hvalpen viser tegn på at kunne høre. 

Der kan være flere dages forskel på, hvornår hver enkelt hvalp når de forskellige udviklingstrin, og derfor er det individuelt, hvad man foretager sig med dem. Fokus er hele tiden på at udvikle og ikke overvælde hvalpen, imens vi følger øvelser og aktiviteter fra Puppy Culture-programmet.

Vil du læse mere om Puppy Culture så kig med her https://shoppuppyculture.com/pages/about-puppy-culture

Marie er drægtig

Vi venter hvalpe slut april efter Marie og Ozzy 💕

Det her er en kombination vi glæder os rigtig meget til at se og forhåbentlig kommer der en tæve som skal blive hjemme og være fremtidig træningsmakker.

Hvalpeplaner 2025

Vi håber på at kunne parre Marie (Fur And Paws Marie the Mighty Pup) med Ozzy (Gibaltarik Nikko Lukato Gold) i foråret 2025.

Marie

Marie er en racetypisk tæve, med god pels, små trekantede ører og lækker temperament.

Marie har været med på udstillinger og er klubchampion, dansk og norsk champion. Hun har selvfølgelig været til mentalbeskrivelse i dansk kennel klub, med godt resultat og så har hun gode hofter og albuer.

Derudover følger hun vores søn Linus på 14 år, i tykt og tyndt.

Hun er en frisk, hurtig, adræt og kvik pige og minder meget om sin mor rent fysisk. Hun har evner for alle fysiske og hurtige opgaver vi byder hende. Hun elsker canicross og biathlon. Hun elsker havet og at svømme både langt og længe. Hun hopper direkte op på alt og har så enormt en kropkontrol og balance. Hun elsker alt og alle. Men bruger lige 5 minutter på at beslutte sig for, at folk gerne må røre hende. Hun er tillidsfuld og kærlig, men observant og vælger selv hvem hun vil og hvornår.  

Marie

Marie har haft et kuld hvalpe tidligere og klaret det med bravour.

Ozzy

Ozzy er Tinas træningshund, både i udstillingsringen og på lydighedsbanen og spormarken. Samtidig træner han canicross med Albert.

Ozzy er en alsidig hund og meget racetypisk, og udstillet i ind og udland, hvilket har resulteret i at han bl.a. er klub champion, dansk og norsk champion, samt nordisk champion.

Derudover er han eksteriør beskrevet i Svensk brugshundeklub, samt bestået færdselsprøven/BH, som er adgangsgivende til brugshundeprogrammet i Danmark.

Ozzy

Ozzy har været til mental beskrivelsen i dansk kennel klub, med godt resultat. Røntgen af hofter, albuer og lænd uden nogle anmærkninger.

Ozzy

Ozzy er far til et kuld hvalpe i Danmark, samt et kuld på vej i Finland.

Hvalpene er nu 4 uger gamle

Hvis hvalpene var født i en hule (som vildhunde eller ulve), ville de komme ud af hulen, møde resten af flokken og begynde at udforske deres omgivelser, når de er cirka tre uger gamle. Man kalder denne periode for den primære socialiseringsfase.

I denne fase oplever hvalpene deres omgivelser med både synet, hørelsen, lugte-, balance- og følesansen. Nervesystemet er i fuld udvikling, og deres hjerner tager imod oplevelser og input, som var det små svampe, der suger vand til sig.

Fra ca. 4. leveuge er de fleste hvalpe i stand til at forholde sig til nye mennesker og dyr i næromgivelserne. Vi præsenterer derfor hvalpene for nye, venlige voksne og børn.

Det er også her vi åbner op for besøg til hvalpe nusse dage 🐾

Vi er opmærksomme på:

  • at hvalpene udelukkende får positive oplevelser, der styrker deres selvtillid og tillid til omgivelserne. Negative oplevelser vil sætte sig meget dybt i denne periode af livet og bør for enhver pris undgås.
  • at moderen er afslappet og ok med de situationer, hvor nye mennesker håndterer hendes hvalpe, eller hvor hjemmets andre dyr får lov til at komme tættere på hvalpekassen. For hvis hun er utryg, knurrer og forsøger at undgå situationen, vil denne adfærd let kunne adopteres af hvalpene. Det vil være en meget uheldig indlæring! Sansa er heldigvis helt afslappet og synes bare det hyggeligt med besøg 💕

Der er nu taget billeder af hver enkelt hvalp, de kan ses i fotoalbummet https://chodsky-pes.dk/hvalpe/hvalpehist/

Hvalpene vokser

6 dage gamle er hvalpene nu 💕 Sansa og hvalpene har det godt og alle hvalpene tager nu på som de gerne skal.

Sansa og hvalpene

De første 3 uger af hvalpenes levetid, er det vigtigt at tæven og hvalpene får ro, og at der ikke kommer (unødig) besøg i hjemmet. Hvalpene dier og sover det meste af tiden, og tæven skal have lov til at passe sine hvalpe i rolige og uforstyrret omgivelser som muligt.

Selvom hvalpe bruger al deres tid i kravleafstand fra kravlegården eller moderen i denne periode, vil menneskers regelmæssige og forsigtige håndtering hjælpe hvalpene til at bedre klare stress og menneskekontakt senere i livet.

På vores kennel facebook side er der oprettet et album med kuld Z, hvor der allerede er kommet en del billeder 😊 Facebook album med kuld Z

Ventetiden…

Der måles temperatur på Sansa flere gange om dagen, for at se hvornår der er temperatur fald. Så har vi en ide om hvornår vi kan forvente snarlig fødsel 💕

Der er kogt kylling og lavet kyllingesuppe til dagen hvor hun føder og dagene efter 👍

Vi er klar 😉🤞🐾🤞

Sansa er en lille tæve (16 kg) og hendes mor Haley havde let ved drægtigheden og fødslen, så vi håber alt går planmæssigt 💕

Sansa startede med opblokning i dag, så måske får vi snart at se hvad der gemmer sig derinde.