Indimellem så har vi…

en ældre hund der søger et nyt hjem, hvor den kan få lov til at være i centrum og nyde livet 😊

For os er det dog meget vigtigt at det er det helt rigtige hjem, da hundene betyder rigtig meget for os!

Den næste der vil have brug for at finde er godt hjem er Kira.

Og hvorfor så det? Jo, Kira skal have sit sidste kuld hvalpe her i efteråret og derefter skal hun have lov til, at nyde livet et sted hvor hun kan være i centrum.

Et sted hvor der ikke er en flok andre hunde at holde styr på og hvor der ikke er hvalpe der kommer og forstyrrer hende, når hun ligger og slapper af 😉

Kira drømmer om et hjem, hvor hun kan få lov til at løbe rundt og bruge en masse energi. Et sted hvor der er masser at kærlighed, til at hygge og nusse.

Det skal være et sted hvor det ikke gør noget at hun gø’er indimellem, da Kira er vagtsom og gerne gør opmærksom på når der kommer nogen.

Kira er let at gå tur med, elsker at løbe, kan være alene hjemme, elsker at køre bil og så er hun en stor hyggetrold 💕

Så tænker du, at du kan give Kira et perfekt hjem, så skriv gerne.

Hvalpene er nu 4 uger

Q og R kuldet spiser sammen 💕

3 – 5 ugers alderen er flokprægningsperioden.

Når hvalpene er omkring 3 uger gamle, ville de hvis de var født som vildhunde eller ulve komme ud af hulen og blive introduceret for resten af flokken.

Denne periode kaldes for prægningsfasen, fordi det er her hvalpen bl.a. lærer hvilken art den tilhører. Hvalpen skal således lære, at den tilhører arten hund, men at den også skal acceptere mennesket som en del af dens flok.

Vi tager dagligt hvalpen fra flokken, og i fred og ro nusser, kæler og taler med den. Dette giver også mulighed for, at undersøge om hvalpen er sund og rask. Vores erfaring er, at jo mere kontakt med mennesker, både børn og voksne, hvalpen får i denne periode jo bedre 😊

Og så er de jo ved at være så søde, at man slet ikke kan lade dem være når man lige skal forbi dem.

Sommervarme

Vi nyder alle det gode vejr og hvalpene nyder at komme med udenfor i dagtimerne, hvor der er køligere i skyggen. Der bliver lidt varmt i huset når solen står på hele dagen.

Emma og Vela og hvalpene 💕

Ikke helt som tænkt…

Sådan blev det i dag, hvor Emma endte med kejsersnit og to fine hanhvalpe 💕

Emma startede dagen, som hun plejer, dog lidt mere udflåd end de andre dage. Ellers var hun med ude og søge morgenmad, hun gik frem og tilbage… ingen tegn på fødsel i dag.

Ved frokosttid kom der så noget grønligt udflåd, så dyrlæge blev kontaktet og vi kørte afsted for at tjekke at hvalpene havde det ok.

Vi ankom til dyrlæge, scannede hurtigt og så hjertebanken, på de hvalpe der lå tættest på Emmas mave. Derefter valgte vi at tage røntgen, for at se hvor mange der var derinde.

På røntgen kunne vi tælle fire hvalpe, de lå meget tæt på hinanden. En var noget mindre end de andre, måske var den død, så måske var det den der gav problemer.

På den baggrund snakkede vi om at der nok skulle kejsersnit til, for at det skulle ende godt for Emma og hvalpene.

Desværre havde egen dyrlæge ikke mulighed for at udføre kejsersnit på daværende tidspunkt. Derfor blev en anden dyrlæge kontaktet, de havde mulighed for at udføre kejsersnit.

Emma er helt upåvirket under dyrlægebesøg og er glad og tilfreds, som altid. Vel ankommet til den anden dyrlæge, kom Emma i narkose og de lavede kejsersnit.

Det viser sig at Emmas livmoder ikke er helt frisk og der er kommet hul på den. Derudover er der et stenfoster, en hvalp som er død for noget tid siden, hvor kroppen har forsøgt at absorbere den og fostret derfor bliver mumificeret. Derudover var der en hvalp, som havde været død i noget tid.

Men heldigvis var der også to friske fyre, som skreg med det samme de kom ud i rummet. Der var godt med lyd på og masser af fart og vilje 💙

Emma fik fjernet hele livmoderen og kom ret hurtigt med hjem, sammen med drengene. Hun har det godt, men hun er dog meget medtaget.

Håber hun snart får det bedre, nu står den ihvertfald på antibiotika og smertestillende i nogle dage.

Emma var helt upåvirket i alt dette, var hendes almindelige glade jeg. Spiste og drak. Hoppede op og ned af ting, fuldstændig som hun plejer. Selv hendes temperatur var som den plejer at være 🤷‍♀️ men var vi kommet lidt senere til dyrlæge, så havde vi temmelig sikkert stået uden nogle hvalpe og måske endda uden Emma!

Den tanke er svær at tænke og lige for et kort øjeblik, så overvejer man lige det der med at være opdrætter en ekstra gang.

Lige nu skal der bruges tid på, at få Emma på højkant igen 💕 og få hendes to drenge til at spise og vokse sig store og fine.

Hvalpene sutter rigtig fint, så tænker nok de skal klare sig 💪💙💙

Chodsky træf 2021

Sidste år blev træffet aflyst, så i år glæder vi os ekstra meget til at komme afsted 😊

Vi er kun med lørdag i år, da vi har små hvalpe herhjemme. Er du interesseret i at læse mere om træffet eller vil du med, så skriv endelig til Marianne 👍

https://dcpk.dk/arrangementer/dansk-chodsky-pes-traef-2021/

Vela’s hvalpe

Vela har fået 8 fine hvalpe, fordelt på 5 tæver og 3 hanner 💕

Alle har det godt og Vela er faldet godt til i rollen som mor til 8. Dette er vores Q-kuld og der vil komme et foto album her på hjemmesiden under hvalpe, hvor der vil blive lagt billeder op. Samtidig vil der blive lagt billeder og film op, stort set dagligt på Instagram og facebook.

Dem der er skrevet op til hvalpe bliver kontaktet i slutningen af denne uge, hvis der er en hvalp til dem. Her modtager man også info omkring kontrakt, depositum og alt muligt andet godt 😉

Alle hvalpe fra dette kuld er reserverede!